Wolturnus søger indkøbsassistent

Har du lyst til at sidde i en nøglefunktion, hvor du holder et skarpt opsyn med lagerbeholdning og leverancer? Og motiveres du af en bred kontaktflade, hvor du er med til at sikre en klar og effektiv kommunikation på tværs af produktion, service og leverandører? Så læs endelig videre…

Wolturnus A/S har siden 2002 designet, produceret og forhandlet kørestole, håndcykler og mobilitetshjælpemidler i Danmark og udland. Vi er ca. 70 medarbejdere, hvoraf en stor del har base i vores produktion og administration i Nibe – kun 20 minutters kørsel fra Aalborg. Derudover har vi salgskonsulenter rundt i landet, datterselskaber i Tyskland og Sverige samt distributører i flere lande. Fælles for os alle er, at vi brænder for at udvikle produkter, som bidrager til at reducere de uligheder, mennesker med handicap oplever.

Som indkøbsassistent skal du være med til at sikre virksomheden de bedste indkøbsbetingelser, og du vil spille en aktiv rolle i hele processen fra kontakt med leverandøren til varen modtages og tages i brug i vores produktion eller serviceafdeling.

Konkret kan du se frem til følgende opgaver:

  • Foretage indkøb af varer til produktion og lager samt daglig intern kommunikation omkring forventede leveringstider
  • Håndtering, registrering og opfølgning på købsordrer og leverancer
  • Daglig kommunikation med leverandører – primært på dansk og engelsk over mail og telefon
  • Løbende opfølgning på lagerbeholdning samt opdatering af stamdata
  • Varetage reklamationsbehandling overfor leverandører

Du bliver en del af vores lagerteam, hvor sparring, videndeling og kommunikation vægtes højt. Og der er god mulighed for faglig udvikling i en afdeling, som tæller både erfarne kræfter og nytilkomne dygtige kollegaer.

Og hvad har vi så brug for fra dig:

  • Du er uddannet inden for indkøb eller har erfaring fra en lignende stilling
  • Du er analytisk og har forståelse for systemer og tal
  • Du er god til at strukturere din tid, er effektiv og har øje for kvalitet
  • Du har flair for IT, og hvis du har kendskab til C5, er det en fordel
  • Du behersker dansk og engelsk i skrift og tale.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte produktionschef Lise Hygum Hansen på tlf. 8110 0152. Din ansøgning skal sendes pr. mail til lhh@wolturnus.dk – skriv “Indkøbsassistent” i emnefeltet. Og gerne hurtigst muligt, da vi løbende inviterer kandidater ind til samtale.

Vil du vide mere om hverdagen hos Wolturnus, så find os på sociale medier: facebook.com/wolturnus eller læs mere på www.wolturnus.dk.